Frederikssund og omegns folkedansere fejrer
60 års jubilæum
på Hotel Romantik på Bornholm

Weekenden den 5.-7. maj 2006

Med bus fra Græse Gl. Skole kl. 15.30, gik turen til Københavns Hovedbanegård, hvor de sidste 4 folkedansere stod på sammen med resten af dem, der havde bestilt en "Bornholmerweekend" i Allinge.


Vi var i alt 3 fyldte busser der kørte af sted mod Sverige og videre med Katamaranfærgen fra Ystad til Rønne.
Ud over os 24 fra Frederikssund, var der flere selskaber.


Kl. ca. 20.30 ankom vi til Rønne, hvor turen gik videre direkte til Allinge og Hotel Romantik.
Her fik vi tildelt værelser, spredt over hele hotellet. Det var ikke helt i overensstemmelse med planen, idet vi var blevet lovet at bo samlet på Strandhotellet.


De fleste værelser var fine. Der var dog nogle enkelte der var blevet indlogeret i det gamle vandrehjem med koldt bad, og gurglen i toilettet. Efter at have nydt et lækkert pølsebord med Svaneke-øl i Karstens Kælder, gik de fleste i seng.


Lørdag efter morgenmaden samledes vi ved bussen kl. 10.00 og så var der guidet (Anders) tur rundt på øen. Vi kørte gennem Rø plantage, videre til Østerlars rundkirke, som er Bornholms største rundkirke. Den kunne vi desværre ikke komme ind og se, da den er under restaurering. Derefter videre til Almindingen, hvor vi hold pause ved Rytterknægten, hvor der er et stort udkigstårn, som mange benyttede lejligheden til at gå op i, mens andre blev på jorden og spiste is.



Efter pausen gik turen videre gennem Ekkodalen til Nyker, hvor vi så Nykirke, som var åben, og guiden fortalte lidt om kirken og dens inventar og kalkmalerier.



Derefter gik turen retur til Strandhotellet, hvor vi fik frokost, og efter frokosten skulle vi igen i bussen og videre til Hammershus.



Her var der også mulighed for en guidet tur. Det var en spændende tur, hvor vi fik en masse historie at vide om Hammershus, men det var også en kold tur, da vinden på toppen af Hammershus føltes som is. Da vi kom tilbage fra Hammershus gik en del af os på Riccos og fik forskellige slags kaffe med hjemmelavede flødeboller.


Allinge var nu også værd at spadsere rundt i.



Så var det ved at være på tide at skifte til festtøjet og tage til festaften på Strandhotellet kl. 18.30. Det blev en hyggelig aften med lækker mad og gode vine (ad libitum er altid et godt mærke). Under og efter middagen var der musik med ”Bornholms Musik Express”. De spillede rigtig god musik. Stemningen var høj og der blev danset en hel masse og drukket drinks i alle mulige forskellige farver. Kl. 01.00 sluttede festen. Tryk her for at se flere billeder fra festen.


Søndag inden afgang kl. 10.30 var der Brunch, pakning og udcheckning.
Bussen kørte over Tejn og videre til Gudhjem, hvor vi var en tur forbi havnen.


Herefter til Svaneke, hvor der var mulighed for at se bryggeriet og smage det lokale øl.

 
Samt til røgeriet, hvor der naturligvis var mulighed for at få en røget sild, eller andre fiskespecialiteter.

 
Så gik turen videre over Åkirkeby til Rønne, hvor der var afgang med færgen kl. 13.45. Vi ankom til Græse gl. skole ca. 17.30 efter en rigtig dejlig weekend med mange oplevelser og meget hyggeligt samvær, og vi siger tak til arrangørerne for en god og vellykket 60 års jubilæumstur.