Sverige juni 2005

Vi startede ferien med kurs mod Ransäter. Vi overnattede den første nat på Skummeslövs ekocamping ved skummeslövsstrand, hvilket var den dyreste campingplads vi endnu har været på ( 274 svenske kroner for to personer + campingvogn med strøm ) Den skulle være økologisk med bla. solfanger på servicebygningen, men efter vores mening ikke prisen værd og kedelig.
Vi så denne campingvogn med både fortelt og vintertelt, så de havde god plads!



Vi ankom til i Ransäter nord for Karlstad fredag eftermiddag. Vi skulle deltage i "Ransäterstamman". Vejret viste sig fra den lidt kolde side og vi fik da også noget regn, men heldigvis kun, når vi ikke behøvede at være udenfor.
Nedenfor ses dele af campingpladsen. Billedet til højre viser tydeligt, at det regnede voldsomt, da vi skulle videre på vores færd om søndagen.




Vi kørte til Älvdalens camping i Dalarna. Älvdalen ligger nord for Siljansøen helt op til Österdalelven. En billig kommunal campingplads med pæne sanitære forhold og lige ved siden af en is- og svømmehal. Campingpladsen var lidt kedelig, men vi tog på udflugt og var alligevel ikke hjemme om dagen.. Vi var kun ca. 3 campingvogne i snit på campingpladsen de dage, vi var der.


Vi laver normalt altid mad i vores campingvogn, men denne gang skulle vi stege kød, så vi brugte campingpladsens opholdsstue til at lave mad i. Selvfølgelig blev John opslugt at en eller anden tv-serie. Godt vi ikke har fjernsyn i campingvognen!!




Mandag tog vi på udflugt til Sveriges højeste vandfald Njupeskär med et fald på 93 m, som ligger i fulufjällets nationalpark. Der var ca. en halv times gåtur dertil ad træbroer over sumpede områder og gangstier resten af vejen.






Vi havde madpakke med og benyttede os af nogle bænke på vej tilbage. Som I kan se, var der sne selv her i juni måned.




Tirsdag pakkede vi campingvognen og drog mod Grönklitt bjørnpark, der er Nordeuropas største. Der var en flot udsigt og en del brunbjørne, men det var lidt svært at få nogle ordentlige billeder af dem pga. hegnene. Men der var nogle udsigtsplateauer, hvor vi var heldige. Der var også andre dyr såsom los, rødræve, fjeldræv, ulve, jærv m.m.



Der var i det ene område bla. en hunbjørn med 3 unger.




Bagefter kørte vi ned langs Orsasjön og Siljansøen, og skulle selvfølgelig ind og se Nusnäs, hvor Dalarhestene bliver lavet, og det blev da også til, at vi købte en lille køleskabsmagnet med en dalarhest på.



 
Vi kørte så mod Ludvika camping, som i mellemtiden er blevet nedlagt, men for os var det et alle tiders sted og så kostede det kun 100 kr. pr. døgn uden strøm. Det er en mindre campingplads, som ejes af den lokale fodboldklub. Vi fik en plads helt ned til søen Haggen og lige bag os, var der helt nyindrettede og flotte toilet- og badeforhold. Samtidig blev det nu varmt og solskin, så vi havde et par dage her med ren daseferie. Nedenfor ses vores campingvogn.



Onsdag "lejede" vi en kano helt gratis og sejlede en tur ud på søen, og kiggede på dyreliv  og på husene langs bredden. Om eftermiddagen cyklede vi ind til byen og købte bla. et par nye dansesko til Helle og fandt Bodum rødvinsglas i plast til 20 kr. stykket.




Om aftenen slappede vi af med god mad og skålede i rosévin i vores nyindkøbte rødvinsglas, mens vi nød udsigten.




Torsdag kørte vi videre, da vi havde sat os for, at vi skulle til "gammeldans" i Västerås torsdag aften. Vi overnattede på Johannisbergs camping 5 km fra Västerås centrum. Selve campingpladsen var rimelig stor og lå ret godt ned til Mälaren, men dårlige og uhumske toiletforhold ødelagde noget af vores oplevelse her. Desuden var der en del støj, hvor knallerter og en enkelt pocketbike åbenbart gerne måtte køre rundt på pladsen. Det var et antiklimaks i forhold til Ludvika camping!
Nedenfor et idyllisk billede fra Västerås by.



Vi tog ind i byen om eftermiddagen, hvor vi fandt Djäkneberget, som var en folkepark oppe på toppen af et "bjerg". Her var der en stor græsplæne omkranset af træer og en friluftsscene. Der var mange forskellige træer og vi så et ret tamt egern og forskellige fugle.
På friluftscenen skulle der være gammeldans, som vi deltog i. Desværre var det ikke spillemænd, der leverede musikken, men en pc'! Det var meget hyggeligt at tale og danse med de lokale folkedansere.




Fredag kørte vi til Örebro for at besøge en bekendt og der begyndte det atter at blive dårligt vejr med regn og torden. Vi endte på Filsbäcks camping 4 km fra Lidkøping. Vi havde læst, at en af Europas største campingudstyrsforretning Husvagn-Svensson lå her, så den måtte vi jo se.
Vi fik da også købt en del "uundværlige" ting og gik og osede der både fredag og lørdag. Lørdag var det atter godt vejr, og vi tog en tur ind i Lidköping og så bla. byens gamle rådhus, der nu var lavet om til souvenirbutik og cafeteria.
På torvet var der torvemarked, og vi købte begge et par billige svenske træsko.




Vi valgte lørdag at køre helt hjem, men tog os god tid og kørte ad de mindre veje. Vi kom bla. forbi Hornborgasjön, der er et naturreservat med masser af gæs og en del traner. Det er bestemt et sted, vi kunne tænke os at udforske en anden gang. På en mark et stykke derfra, var vi så heldige at se 2 traner på temmelig nært hold. Hurra for 12 x zoom på vores kamera.
Vi var hjemme lørdag aften efter en god ferie.