Sommerferien 2005


Vi havde bestemt at ferien i år skulle gå til Østrig. Vi startede med at smutte til Stevnstrup og overnattede på Fladbro camping. Det er en fin plads med udsigt over Nørreådalen.
Derefter tog vi et par overnatninger på Saksild strand camping ikke langt fra Odder, hvor vi fik besøg af Alice, Kim og Sebastian.



Så kørte vi mod Østrig. Men da vi nåede Tyskland, opdagede vi at der var massive oversvømmelser i det meste af sydtyskland, og grænserne mod Østrig og Schweiz var lukket.
Vi blev enige om at prøve Østrig en anden gang og køre ud i det blå!


Vi kørte til Langballigau camping lidt udenfor Flensburg, ikke den store luksus men bad og toilet var i orden og det var prisen også.
Fredag nåede vi frem til Bückeburg, hvor der var et slot og et helikoptermuseum.
Vi camperede på familienfreizeitplatz Borlefsen ved Vlotho nær Minden.




På slottet Schloss Bückeburg var der en hofrideskole med dressurheste og opvisning. Helikoptermuseet i byen er også et besøg værd.




Kørte herefter til "Kaiser Wilhelm denkmal", der var et monument højt oppe med en pragtfuld udsigt.




På denne lille udflugt så vi også Mittellandkanal med 2 vandveje over Weser. Gik tur rundt om sluse og auqadukter/vandbroer.




En uge af ferien er gået og vi er nået til Bad Karlshafen. Her fik vi en plads på campingplatz Bad Karlshafen lige ned til Weser. Her mødte vi bla. en and, der havde små dun/fjer på hovedet, så hun blev døbt "Mutter pudderkvast".




Det skulle vise sig at være en plads, der var værd at blive på. Vejret blev bedre dag for dag, så vi valgte at blive liggende her, og så køre på udflugter både på cykel og i bil. Vi besøgte bla. en sommerfuglepark.




Bad Karlshafen var en hyggelig lille by, som var grundlagt af "Huggenotter".
Der var to supermarkeder lige ved campingpladsen, restauranter og cafeer, og så selvfølgelig kurbadet med saltvands svømmepøl. Vi besøgte kurbadet et par gange. Det var skønt med 9 forskellige saunaer og forskellige typer af massage.






Kurbadet var virkelig lækkert. Vi kan kun anbefale at man forkæler sig selv med et besøg sådan et sted.




Der var også andre grunde til, at vi blev i Bad Karlshafen. Ud over at vejret var helt perfekt og mulighederne omkring og i byen var mange, så fandt vi bla. den lille fyr herunder.




Helle havde opdaget en isfugl, men det viste sig, at der var tre, som boede lige ovre på den anden bred af Weser, lige overfor hvor vi lå. Vi brugte noget tid på at fotografere fuglene og naturen i området. Hurra for 12 x zoom på kameraet. Vi besøgte også nogle af nabobyerne.




På en af vore ture kom vi til et lille museum med miniaturemøller og borge, hvor møllerne kørte ved vandkraft.




Smukke bygninger var der masser af i de små byer langs Weser.



 
Vi så også mange små færger, som alle sejlede uden motor. Deres drivkraft var den kraft, der var i strømmen. Færgerne var så holdt på ret køl af en stålwire som hang over floden, og som man kan se på dette billede, var der rigelig strøm til at fragte en traktor med anhænger over floden.




Kørte til Kassel og så vandfald og springvand i Wilhelmshöhe park. Vi startede ved Herkules-monumentet, hvor der var en fantastisk udsigt ned over Wilhelmshöhe slot og Kassel. Vi kunne så gå ned langs vandfaldet og se diverse udsmykninger. Selve vandfaldets opbygning var meget speciel. Da vi var i god tid havde vi tid til feriens dyreste pølse med toastbrød: 2.5 euro! Men vi var altså sultne. Da vandet begyndte at løbe, tog det 15 min fra det startede til det havde nået det nederste bassin, hvor vi stod. Det blev et ret imponerende vandfald. Kort tid efter stoppede de for vandet til vandfaldet, og det tog så atter 15 min, til der ikke var vand i vandfaldet. Nu måtte vi vente 30 min. på at der kom et springvand neden for slottet. Det skulle være 50 m højt! Ret imponerende selv om vi så det på lang afstand. Det var turen værd. Bagefter kørte vi ned til slottet og gik en tur i parken.



 
Ferien er ved at være slut, og på vejen hjem kørte vi ind på Skamling camping. Skamling camping er en gammel botanisk have lige op af Skamlingsbanken. En pragtfuld have med sin helt egen atmosfære og  egen "vagthund": En stor blå ara, som byder gæsterne velkommen.

Vi slutter vores feriefortælling med en solnegang set fra Skamlingsbanken.